14.02.2022

Oliver kørte på motorvejen, da han fik sit første anfald

På Facebook har vi spurgt folk, hvor de fik deres første anfald. De ca. 80 fortællinger viser, at det første anfald kommer pludseligt og kan være både dramatisk, voldsomt og livsfarligt

 

Sandie sad på ryggen af en hest og var ved at øve spring, da hendes første epilepsianfald kom. Hun styrtede ikke af hesten, men blev tværtimod siddende i sadlen og krampede, så folk havde svært ved at få hende ned af hesten.

Det første epilepsianfald er noget, mange aldrig glemmer. Selve anfaldet husker man sjældent – man vågner bare op i en ambulance, på et hospital eller i armene på en, der holder af en. Men omstændighederne glemmer man ikke.

For eksempel fik Michael sit første anfald på Jensens Bøfhus og har ikke turdet besøge en af deres restauranter siden. Og Bettina faldt om i en ostebutik: ”Jeg kan stadig huske lugten i butikken, selv om det er over 40 år siden,” fortæller hun.

Blev efterlyst som spritbilist

Nogle mennesker fik deres første anfald i skolegården, på arbejdspladsen eller i det lokale supermarked. En del var så relativt heldige, at det første anfald kom, mens de sov i sengen, lå på sofaen eller i en barnevogn. Christinas søn lå i mormors arme, og Heidis søn fik det, mens han blev ammet. Men der er også nogle, der får det under omstændigheder, der kunne have endt fatalt.

”For ca. 5 år siden på motorvejen på vej mod hospitalet. Heldigvis var det min mand som kørte mig. Jeg kunne bare mærke der var noget galt,” fortæller Xenia om sit første anfald. Andre sad selv bag rattet, da det skete:

”Bag rattet på en motorvej. Heldigvis kunne min kone nå at standse bilen på nødspor, og ingen kom til skade,” fortæller Olivier.

image

”De kom med blæs og lygter og beskyldte mig nærmest for spirituskørsel”

       Jørn

Jørn var også ude at køre, da det første anfald ramte ham: ”Det gjorde jeg i min bil på vej ned til datterens skole en tidlig morgen efter jeg var kommet hjem fra natarbejde som chauffør,” fortæller Jørn, der ramte en cyklist.

Cyklisten slap med skrammer og en ødelagt cykel, men Jørn opdagede slet ikke, at han ramte ham. I stedet fortsatte han sin kørsel og blev efterlyst i lokalradioen som spritbilist: ”Først da jeg skulle tømme postkassen, så jeg at baglygterne var ødelagt og spurgte konen, om hun havde været ude at køre? Nej det havde hun ikke.” Parret kontaktede selv politiet: ”De kom med blæs og lygter og beskyldte mig nærmest for spirituskørsel”, fortæller Jørn.

Slog hovedet i håndvasken

Der er også flere, der fortæller, hvordan de kom til skade i forbindelse med anfaldet. For eksempel fik Line sit første anfald på det snævre badeværelse i en lille etværelses københavnerlejlighed: ”Så det var med et ansigt, der tog fra på en porcelænshåndvask,

resultat var en mistet fortand. Og så lignede lejligheden en gyserfilm.”

Mange af følgerne på vores Facebookside er pårørende til en med epilepsi og fortæller om deres barns første anfald:

Lisbeth var alene hjemme med min tre børn, da hun pludselig hørte det mellemste barn falde ned fra sofaen: ”Jeg ventede et skrål, men intet kom. I stedet lå han og krampede på gulvet. Jeg havde ikke strøm på telefonen og endte med at stå på verandaen og skrige efter hjælp. Jeg anede ikke, hvad det var – stod med et bevidstløs barn hvis farver var blå/grå.”

image

”Jeg havde ikke strøm på telefonen og endte med at stå på verandaen og skrige efter hjælp”

Lisbeth

Indimellem er der også folk, der prøver at finde et lyspunkt i oplevelsen. For eksempel fik Katja sit første anfald, da hun var ved at klippe hæk for sin faster og blev hentet af en ambulance: ”Men positiv set på det hele: Nu må jeg ikke klippe hækken igen.”

Kilde

Epilepsiforeningens Facebookside

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev