Pernille er skolelærer og har epilepsi: ”Jeg kender jo selv alt for godt til problemerne med koncentrationen”

Af Allan Hougaard
allan@epilepsiforeningen.dk

”Jeg må kunne gøre det, jeg må kunne gøre det!”

I dagevis gik Pernille K. Skov rundt og forsøgte oppe i hovedet at lære den logiske talrække. Opgaven lød, som en, der var til at klare. Og Pernille ville bare kunne det. Hadede at give op.

Pernille K. Skov, 44-årig klasselærer for en 9. klasse på Østerbro i København, mor til to børn, fik konstateret epilepsi som 14-årig, fagligt stærk dansklærer, kendt for sin høje energi og sit gode humør, vellidt af både elever, forældre og kolleger for sit empatiske og omsorgsfulde væsen og sin rå humor.

Selvom Pernille igennem dage – hver gang hun havde en ledig stund – kæmpede med talrækken, skrev ned, lavede remser, virkeligt gjorde sit ypperste, lykkedes det hende aldrig at få lært talrækken. Og hun måtte til sidst, i stor frustration, give op. Kunne simpelt hen ikke se logikken.

Hvordan det går til, at en ellers godt begavet skolelærer ikke kan løse en simpel opgave, som mange elever i 2. klasse let ville kunne klare, er en af mange gåder om Pernille. En anden er, hvordan det går til, at det i nogle fag er eleverne i Pernilles 9. klasse, der må undervise klasselæreren.

Ligesom det er gådefuldt, at Pernille kan beskrive, hvordan hun blev rørt af at læse noget så knastørt som en artikel fra det forrige Epilepsi-blad, der refererer en undersøgelse om skoleinklusion og epilepsi. En artikel, der var skrevet nøjagtigt som sådan en resume-artikel skal være: Kort, konkret, undersøgelsens væsentligste resultater, just-the-facts-ma’am. Med procenter og gennemsnit og i en stil meget lig den, man kan finde i årsberetningerne fra sekretariatet i Det Økonomiske Råd. Kort sagt en artikel, der ikke ligefrem kalder på de store følelser.

Men store følelser var netop, hvad der vældede op i Pernille, da hun af Epilepsiforeningen var blevet bedt om at give sit syn på inklusionsundersøgelsen, og hun havde kastet sig over artiklen fra Epilepsi-bladet. At den informationstunge artikel kunne få de store følelser frem i Pernille, skyldes ifølge hende selv, at hun ugen forinden havde genbesøgt sin egen historie med en skolegang udfordret af epilepsi og derfor blev ramt, da hun oplevede sin egen skolehistorie smelte sammen med beskrivelserne i artiklen fra Epilepsi-bladet.

FØRT TILBAGE TIL SIN EGEN SKOLETID

Pernille var i midten af marts i år på Neurologisk afdeling på Rigshospitalet for at få testet og kortlagt sine udfordringer med hjernen. Og her på Riget var det, at Pernille fik ribbet op i sin egen historie med epilepsi, da hun over for de to hvidkitlede læger skulle fortælle om sine udfordringer med epilepsi gennem årene.

Pernilles overordnede fortælling til lægerne på Riget var, at hun i hele sin opvækst i skolen måtte kæmpe med mange af de udfordringer, der følger af epilepsi. I timerne i skolen kunne hun have svært ved at koncentrere sig i længere tid, kunne blive fjern og sidde og kigge ud ad vinduet. Hun beskrev, hvordan hun havde svært ved at sidde stille i længere tid. At hendes hjerne havde det svært med tal – hun betegner sig selv som talblind – og derfor var stærkt udfordret i matematik. Selvom hendes forældre betalte en ekstralærer til hende i matematik, som underviste Pernille i hjemmet, rykkede det aldrig rigtigt for hende.

Pernille fortalte videre, hvordan lærerne i skolen var noget frustrerede over, at hun kunne præstere godt i nogle fag men ikke i andre. ”Vi ved, du kan”, fik hun tit at vide af sine lærer til skole-hjem-samtalerne.

Det var den lette del af konsultationen på Neurologisk Afdeling. Test-delen var den Pernille frygtede, med hendes problemerne med at håndtere tal og med at huske. Inden testen forberedte Pernille de to læger:

“Der kommer nogle spørgsmål, som jeg ved, I kommer til at stille, som kommer til at irritere mig. Og det kan jeg godt blive rørt over,” advarede Pernille lægerne. Og fik ret.

Et af de irriterende spørgsmål var med den før omtalte talrække. Pernille fik til opgave at tælle ned fra hundrede ved hele tiden at trække syv fra. Foran de to læger gjorde Pernille alt hvad hun kunne for at løse opgaven. Men kunne bare ikke. Følte sig pinlig. Sad med fugtige øjne og svedige håndflader. Og havde tanker i hovedet og en følelse i kroppen, som hun kunne huske fra hun var barn: Mærkede, hvordan det spændte lidt i kroppen. Bare de ikke griner ad mig. Jeg ved, der sidder to mennesker herinde, som har en samtale, når jeg er gået ud. Jeg ved, de måske kan kigge på hinanden og tænke wow, hvad fanden foregik der? Hvordan kan hun som voksen ikke vide det?

Pernille måtte til slut kapitulere over for de to hvide kitler:

”Jamen, det kan jeg ikke. I må tænke, hvad fanden laver jeg i folkeskolen? Det er jo fuldstændig væk, at jeg kan undervise i folkeskolen. Men jeg kan bare ikke løse den.”

Den ene hvidkittel beroligede, at Pernille ikke var den første de havde oplevet, som ikke kunne med tal.

Selvom Pernille i dagene efter besøget på Riget fortsatte med at prøve at finde logikken i talrækken, skrev ned, forsøgte med remser, kom hun det ikke nærmere og måtte til slut give helt op.

Sådanne episoder kan være frustrerende for Pernille, men de giver hende samtidig en vigtig indsigt.

”Vi bliver som lærere nødt til at forstå, at eleverne har nogle begrænsninger. Min opgave som dansklærer er, at lære eleverne at analysere tekster, guderne skal vide, der sidder elever, som synes, det er fuldstændig meningsløst at skulle analysere en tekst og finde symbolik. Jeg bliver nødt til at forstå, at nogle af dem har det med dansk, som jeg har det med matematik. De lærere, som er dygtige til alt i hele verden, de kommer til at mangle en forståelse for elever, der ikke er dygtige til alt.”

FAGLIGE VANSKELIGHEDER OG STØTTEBEHOV

Når det handler om inklusion, så ligner Pernilles 9. klasse de fleste andre afgangsklasser. En del af klassens elever har brug for, at der bliver taget særligt hensyn til dem. Nogle har brug for ekstra ro til arbejdet. Nogle har svært ved at side stille en hel lektion, og nogle har brug for pauser. Andre har brug for ekstra støtte i undervisningen, og andre igen hungrer efter større udfordringer. Men på et punkt at adskiller klassen sig fra de fleste andre. For her går inklusionen begge veje. Her er det ikke kun læreren, der må tilpasse sin undervisning til de enkelte elevers behov. Her må eleverne også justere deres krav og forventninger til en lærer, der på grund af sin epilepsi kan have svært ved at huske, ikke kan overskue for meget på en gang, har svært ved at side stille for længe ad gangen, ikke kan med tal og selv kan have brug for at blive støttet i nogle situationer.

Noget af det som sprang i øjnene i den omtalte inklusions-undersøgelse var, at mange skolebørn havde store faglige vanskeligheder og behov for støtte. Faglige vanskeligheder og behov for støtte er noget Pernille kender alt for godt til, ikke kun hos sine elever, men også hos sig selv.

Som når hun en gang i mellem i sin 9. klasse skal være vikar for matematiklæreren, Thomas, og for at overleve matematiklektionen igen må søge hjælp fra selvironien, mens hun gør sin entre i klassen, kommanderende som en sergent til sine rekrutter:

”9. klasse. Jeg er vikar i matematik. I ved det godt. Jeg ved det godt. Thomas ved det godt, og han har lavet en plan. Det er jer der er specialisterne her, jeg er idiot til matematik.”

Ofte kan Pernilles indgangsreplik blive mødt af en kæk elever, der med hånden i vejret udfordrer læreren.

”Jeg har et spørgsmål til en ligning,” kommer det fra eleven, der straks får et svar fra Pernille, garneret med den rå humor, som også er en del af hendes våbenarsenal i nødsituationer.

”Nej, det har du ikke. Til gengæld er jeg pænere end dig,” kommer det fra klasselæreren.

Og så er stemning i klassen ligesom lagt, fortæller Pernille:

”Så griner de og siger okay, men skal vi lære dig det. Og det synes de selv er sjovt, fordi de ved godt, at ligegyldigt hvor mange gange, de forklarer mig det, så kommer det ikke til at ske. Men de kan lave en joke ud af det, og de ved, at det må de gerne, fordi jeg selv har lagt for. Eller jeg kan sige, det vil jeg gerne prøve. Den som kan lære mig det har vundet et eller andet.”

Når det handler om elevernes inklusion, så oplever Pernille, at mange elever er under hårdt pres.

”Der er nogle børn, som er meget, meget pressede, som forventes at passe ind i et system, som er et firkantet hul med trekantede klodser, der skal puttes i. Nogle børn og unge, som forventes at kunne noget på et højere fagligt niveau, end vi andre skulle. Der er de lange skoledage, kortere forberedelsestid til lærerne. En lærer til mange elever. Meget få specialskolepladser,” siger Pernille, der ser begrænsningen med kun en lærer til hver lektion som en udfordring, hvis man skal hjælpe de sårbare elever.

”Der er ikke flere diagnose-børn end tidligere, de har bare fået en diagnose. Der er kommet mere fokus på de her børn, og det er enormt vigtigt. Så vi ved godt, at vi skal tage hensyn til dem. Og vi ved også, hvilke hensyn vi skal tage. Men det gør det jo ikke nemmere, når vi ikke har flere hænder. Men vi kan jo ikke lukke øjnene for de stakkels børn,” siger Pernille K. Skov.

Når der kun er en lærer på en klasse, er både lærer og elever på hårdt arbejde.

“Der er virkelig en differentiering der, som kræver noget benarbejde. Det er både på bekostning af de elever, som sidder og hungrer efter bøger, bøger, bøger. Læring, læring, læring og få puttet noget mere viden på. Og så på bekostning af de børn, som bare har brug for ro, har brug for at få tingene igen og igen. Der er virkeligt nogle børn på overarbejde i begge ender af skalaen,” siger Pernille K. Skov.

Hun genkender også billedet fra inklusions-undersøgelse, hvor mange forældre oplever, at deres barn ikke får den støtte, barnet har brug for.

”Jeg ved, det er svært at få støtte til børn i dag. Jeg kan godt forstå, der er nogle forældre, der ikke føler sig hørt, at der er nogle, der er kede af det. At der sidder nogle forældre og tænker, vi får simpelthen ikke den støtte, vi skal have,” siger Pernille K. Skov og vender tilbage til bemandingen.

”Jo flere hænder man er, jo bedre kan alle høres, og jo mere kunne man nå. Jeg er faktisk sikker på, at var man to lærere på en klasse, så kunne man udrette mirakler.”

UDTRÆTNING, KONCENTRATIONSBESVÆR, INDLÆRINGSVANSLIGHEDER OG HUKOMMELSESPROBLEMER

Et andet af hovedbudskaberne fra inklusions-undersøgelsen var, at mange børn har problemer med udtrætning, hukommelsesproblemer, koncentrationsbesvær og indlæringsvanskeligheder.

Pernille kan igen relatere de problemer både til sig selv og sine elever. Når hun er til lærermøder, er det begrænset, hvor længe hun kan sidde stille og koncentrere sig om mødet. Der er ikke grænser for, hvor meget hun har lyst til at hente vand eller skal ud og tisse. Sidder og tegner eller skriver. Og kan sidde og zoome ind og zoome ud. Lettere er det, når hun underviser.

”Lærerjobbet er jo et ideelt arbejde for mig, fordi jeg er afledt hele tiden, når jeg underviser. Jeg kan gå rundt. Jeg kan bevæge mig, samtidig med, at jeg taler. Vi sidder jo ikke stille som lærere.”

Med sine egne udfordringer er det let for Pernille at sætte sig ind i, hvordan eleverne kan have det, og hun er måske netop derfor lidt mere large med at se igennem fingre med, når en elev spiller skak på sin computer og en anden tager sig en kort lur midt i en lektion.

”Jeg kender jo selv alt for godt til problemerne med koncentrationen, som mange elever også har. Det kan være en kæmpe udfordring, hvordan man som lærer kommer omkring det og gennemskuer; der er en, der sidder og zoomer ud her. Hvordan i alverden får vi zoomet ind?”

Med fare for at blive kaldt vag, forsøger Pernille i sådanne situationer at slække lidt på kravene. Det kan ske, når hun midt i en lektion opdager, at en elev er begyndt at spille skak på sin skærm. Så lægger hun i tankerne sin strategi til at angribe situationen:

”Han har siddet koncentreret og lavet noget i en halv time. Nu ignorerer jeg i ti minutter, at han spiller skak. Og så forventer jeg, at han går i gang igen.”

Så ubemærket som muligt får Pernille visket skakspilleren en stille instruks i øret.

”Skak i ti minutter. Og så bliver der lavet noget!”

Holder eleven aftalen, er alt godt. Holder han ikke aftalen, må Pernille skride ind. Det kan også være en elev, der efter længere tids koncentration har brug for en lur.

”Så tænker man; godt, du får ti minutter til at hvile i, men så er du også færdig med at hvile. Det er de vanvittigste differentieringer man nogle gange skal lave. Er man så vag? Eller har man differentieret?  Jeg ved bare, at det er sådan, jeg tit bliver nødt til at gøre det, for at få det til at hænge sammen i klassen.”

ANFALD GJORDE HUKOMMELSEN ENDNU RINGERE

Hukommelsesproblemer er noget, der med Pernilles epilepsi har været en tro følgesvend i mange år. Da Pernille for halvandet år siden på den samme dag havde fire alvorlige krampeanfald – de værste hun nogensinde har oplevet – og efterfølgende måtte tage en sygeperiode, var hendes hukommelsen i en længere periode endnu dårligere end normalt, fordi tavlen oppe i hendes hoved var blevet kørt over af en tavleklud, som havde efterladt endnu flere bare pletter, end normalt.

Da Pernille under sin sygeperiode skulle logge ind på sin skolecomputer, havde tavlekluden taget hendes password, og da hun skulle ønske sine elever god juleferie over Teams, indledte hun med nogle forbehold:

“Jeg siger god juleferie til jer på skærmen. Bær over med mig, jeg er ikke sikker på, at jeg kan huske jeres navn. Jeg kan ikke huske mit login. Men jeg siger god jul, fordi jeg selvfølgelig savner jer.”

Pernille fik også over skærmen rost en elevs nyklippede hår, noget eleven var lidt uforstående over for:

”Jeg var også klippet sidst du så mig.”

UTILSTRÆKKELIG VIDEN OM EPILEPSI

Det sidste store kritikpunkt fra undersøgelsen om skoleinklusion handler om skolernes viden om epilepsi og evnen til at tackle et anfald på skolen. Pernille oplever, som mange forældre i undersøgelsen, at der er en meget begrænset viden om epilepsi på skolen, som hænger sammen med, at epilepsi ikke fylder meget. Selvom skolen har lidt over 500 elever, kender hun kun til en enkelt elev på skolen, som har epilepsi.

”Epilepsi er jo ikke i samme grad udbredt som ADHD, angst eller autisme for eksempel. Men fik man tilbudt nogle brochurer, er der ingen tvivl om, at lærerne ville tage og kigge på det. Og ville finde ud af, at når børn sidder og er fjerne i blikket, så kan det betyde epilepsi. At børn med epilepsi kan have absencer. At epilepsi ikke kun er kramper og fråde om munden. Det kalder på nogle brochurer,” siger Pernille K. Skov.

I forhold til anfalds-håndtering har Pernille forsøgt at klæde sine kolleger på, så de ved, hvad de skal gøre, hvis hun en dag selv får et anfald på skolen. Men må også konstatere, at der er grænser for gennemslags-kraften af den information, hun har delt ud, når en kollega kommer og beder om at få en genopfriskning:

”Hvad var det nu lige, vi skulle gøre, hvis du får et anfald. Jeg kan simpelt hen ikke huske det. Var det en ske i munden?” lyder det fra kollegaen, der får et opgivende svar fra Pernille:

”Nej, det var så i 1800-tallet, man brugte det,” kommer det fra Pernille, der endnu engang må erkende, at hun ikke har været skarp nok til at holde sine kolleger up to date med epilepsi-information.

Selvom Pernille tit kan blive frustreret over, hvor pressede eleverne i hendes 9. klasse kan være af udfordringerne med inklusionen, så har den pressede skole også haft nogle positive effekter på hendes elever. Hun oplever nogle elever, der er blevet mere rummelige og bedre til at acceptere hinandens forskelligheder.

”Der ligger også noget uddannelse i den her inklusion. Eleverne oplever i klassen en mangfoldighed. Hvordan man lærer forskelligt og i forskelligt tempo. Og de får en overbærenhed over for hinanden.”

Elevernes overbærenhed gælder også, når der er brug for at være inkluderende over for læreren. Som da Pernille kom tilbage til klassen, efter tavlekluden havde været på spil i hendes hjerne.

”Da jeg kom tilbage efter min sygeperiode, var de enormt søde og hjalp mig. Jeg havde egentligt tænkt, at de nok ville tage røven på mig, men jeg sagde til dem: I skal simpelthen hjælpe mig, jeg er ikke sikker på, at jeg nødvendigvis kan huske jeres navne hele tiden. Og de hjalp mig og sagde: Lige det her, har vi haft. Og hvis jeg mistede tråden, og sagde, hvor kom jeg fra, så samlede de op. De var skide søde til at hjælpe mig, vildt søde. Det var ret fedt at opleve. De kan være nogle spradebasser, men når det gælder, hvis jeg falder og slår mit knæ, så er de der og hjælper mig op, holder min taske. Jeg er ret klodset, og der er ikke grænser for, hvor meget kaffe og vand de har hjulpet mig med at tørre op og har hentet servietter for mig. Og så husker de for mig. Der er en tålmodighed og en hjælpsomhed. Det kan også noget. Den tager de med sig på en anden måde, end de fleste andre, det er jeg ret sikker på.”

Kilde

Artiklen har været bragt i bladet Epilepsi nr. 2 2023

I am text block. Click edit button to change this text. Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.