Sebastian Dorset underholder på Epilepsikonferencen

24.05.2018

Komikeren med briller, Sebastian Dorset, byder på hyggelige grin, når han runder Epilepsikonferencen af

 

Er der noget at grine af, når snakken er om epilepsi? Måske. Lattermusklerne bliver i hvert fald udfordret på Epilepsikonferencen den 8. juni, når komikeren Sebastian Dorset runder dagen af.

Skarp stand up tilsat lidt hygge. Det er hovedretten, når Sebastian Dorset underholder. Sebastian er dansk stand-ups bebrillede, kloge, rare og gennemsyrede morsomme mand. Hans facon og stil kan virke afvæbnende, ja, nærmest hyggelig, men han er i allerhøjeste grad også i stand til at gå i flæsket på aktuelle emner på en ubarmhjertig morsom facon.

Gennem mange år har Sebastian Dorset været den sjove mand bag de sjove. Både som tekstforfatter for Mette Lisby, Jarl Friis Mikkelsen, Jan Gintberg og Søren Dahl på deres shows, men også som vært og konferencier ved forskellige stand-up-arrangementer. Men de senere år er retfærdigheden sket fyldest, og vi har fået Dorset frem i rampelyset, hvor han hører hjemme med sin tørre, underfundige og begavede komik. Sebastian Dorset er journalist af baggrund, og det fornemmer man, når han skriver og kommenterer i medierne, og når han i sine shows tager kritisk fat på verden, hverdagen, videnskaben og andre småting.

Se programmet for Epilepsikonferencen og tilmeld dig eventuelt her.

Kilde

Epilepsiforeningen