Sofus styrtede under et anfald: ”Det er et mirakel, jeg ikke er lam fra nakken og ned.”

Når han fortæller om sin epilepsi, tror folk tit, at der ikke kan ske noget, når man er medicineret. Men Sofus ved, at det ikke er sandt. Han er faldet ned ad et stillads og har brækket nakken

For halvandet år siden fik Sofus Petersen langt om længe diagnosen epilepsi. I ti år har en gået og fået anfald, men lægerne havde indtil da ikke kunnet fastslå, at der var tale om epilepsi. Som oftest kan han mærke, at et anfald er på vej, i god tid, så han kan nå at sætte sig og slappe af og måske ovenikøbet undgå anfaldet.

Bliv medlem og få rådgivning, netværk og viden

Sådan var det også den dag, hvor Sofus og byggesjakket var ved at lægge tag på en tilbygning hos en privat kunde. Sofus stod oppe på stilladset og skruede lægter fast, da han kunne mærke at et anfald var på vej:

”Så sagde jeg til min kollegaer: ’Jeg skal lige ned og have en smøg og sidde lidt.’ De er udmærket klar over, at jeg har epilepsi, så de sagde, at det var helt i orden. Jeg nåede lige at komme ud på stigen for at kravle ned, men så har jeg altså fået et anfald.”

Den 29-årige tømrer styrtede tre meter og brækkede tredje og fjerde hvirvel i nakken og fik hjernerystelse. Nu går han med en stor nakkekrave og har fået tolv sting i hovedet: ”Kirurgerne mener, det er et mirakel, at jeg ikke er lam fra nakken og ned.”

Problemer med hukommelsen

Det voldsomme anfald er et eksempel på en af Sofus’ pointer om det at have epilepsi: ”Det værste er den der frygt for at få et anfald, hvor man er hjælpeløs,” siger han: ”Der er mange, der, når jeg fortæller om min epilepsi, siger: ’Nå, men der sker jo ikke noget, når bare man er medicineret.’ Jo, der gør! Der kan sagtens ske noget, selv om man er på medicin.”

”Det der med at gå hjemme: Jeg kan simpelt hen ikke klare det oppe i hovedet”

Sofus Petersen

En anden stor gene ved epilepsi er problemerne med hukommelsen: ”Nogle mennesker kan jeg slet ikke huske mere, mens jeg kan huske ting, der er sket for tyve år siden”, siger han og fortæller, at han følte sig ramt, da han læste vores historie om Martin, der har mistet alle sine minder på grund af epilepsien.

At medicinen ikke kan forhindre voldsomme ting, har han også prøvet i hjemmet, fortæller han.

Sofus er forlovet og har to børn, som han prøver at skåne for oplevelsen af voldsomme anfald, men det lykkes ikke altid: ”Jeg har siddet med min den ældste i armene, hvor jeg faldt ned og flækkede hagen – han faldt heldigvis oven på mig.”

Brug for kørekort og job

Den dag, hvor han fik et anfald på vej ned fra stilladset, havde han ellers været anfaldsfri i næsten et år og så frem til at få kørekortet tilbage. Dét har nu lange udsigter, hvilket giver store problemer, når man er håndværker og gerne skulle kunne køre rundt selv:

”Det er lidt træls at skulle være afhængig af at kunne køre med andre,” siger han, men har lært at leve med det: ”Om ikke andet har jeg en god cykel.”

”Jeg har siddet med min den ældste i armene, hvor jeg faldt ned og flækkede hagen”

Sofus Petersen

Sofus og familien bor så langt ude på landet, at telefonforbindelsen af til ryger under vores samtale. Når man bor derude, så giver et manglende kørekort også problemer i forhold til børnene, fordi det bliver svært at komme rundt med dem:

”Jeg kan ikke bare tage dem med i bilen og køre en tur. Hvis vi skal noget, skal vi gå eller cykle.”

Lige nu skal Sofus gå med halskraven et stykke tid, men når den kommer af, og han vender tilbage til arbejdet, så er det slut med at kravle på stilladser. Mesteren har foreslået, at han for fremtiden holder sig på jorden og fortsætter i firmaet som møbelsnedker eller med byggekonstruktion, fortæller Sofus, som har hårdt behov at kunne komme på arbejde:

”Det der med at gå hjemme: Jeg kan simpelt hen ikke klare det oppe i hovedet. Jeg har brug for at komme på arbejde.”