Støtte-show på vej mod succes

27.10.2015

Alle billetterne til ”En aften for en god sag” i Juelsminde er nu solgt. Men det betyder ikke at indsamlingen er slut.  Frem til arrangementet, hvor kendte stiller op til fordel for Epilepsiforeningen, og på selve aftenen kan man bidrage til initiativet, også selv om man ikke kan deltage. Bag indsamlingen står Tina Uldum Bruun, og det er lykkes hende at få en række kendte og personligheder til at støtte op om Epilepsiforeningen. En af dem er tryllekunstneren Kristian Skovbo.
Den populære tryllekunstner og komiker har været med i flere velgørenhedsarrangementer og optrådt til fordel for bl.a. Red Barnet og Danske Døves Landsforbund. Han får så mange henvendelser, at han nogen gange må sige nej, men hér sagde han ja:  ”Noget af det, der kan overtale mig til at sige ja til den slags er, når jeg kan mærke, at det er sat godt op og folk bag det er energiske. Det er det her. Og Tina er virkelig fyldt med energi.”
”Jeg har ikke nogen i min familie, der har epilepsi og kender heller ikke nogen, men da jeg havde sagt ja gik jeg ind og læste om det. Og jeg kunne se, at det var et virkeligt godt formål at støtte.”  Han blev bl.a. overrasket over hvor mange mennesker, der har epilepsi. ”50.000 mennesker er virkelig mange.”
Kristian Skovbo vil optræde med et show med humor og magi. Ud over ham vil gæsterne kunne opleve tv-værten Cecilie Hother og den tidlige Eileen Ford-model Vibeke Knudsen. Men der også andre der har stillet sig til rådighed. Man kan fx vinde en golfrunde med Anders Bircow eller tre måneders dans med mesterdanseren Mads Vad, der lige nu fører Søs Egelind i ”Vild med dans”.
Vil man gerne støtte op om ”En aften for en god sag”-initiativet og Dansk Epilepsiforenings arbejde, kan det ske ved at donere penge via Epilepsiforeningens webshop eller indbetale et beløb på foreningens kontonummer: 2206 – 8055605875 og mærke det ”Indsamling”.
Husk også at den vigtigste støtte man kan give foreningen er via et medlemskab af Dansk Epilepsiforening; sammen er vi stærkere til alt. Man kan melde sig ind i Epilepsiforeningen her. (Kilde: Dansk Epilepsiforening og ”En aften for en god sag”)