Street art i fire byer: Kom ud og oplev et epileptisk anfald blive spraymalet

Som en markering af Epilepsiforeningens 60-års jubilæum vil man i en periode over 14 dage i København, Odense, Århus og Aalborg kunne opleve street art-malerier af en person i forskellige anfaldssituationer på udvalgte steder i de fire byer.

 

Af Allan Hougaard
allan@epilepsiforeningen.dk

Når Epilepsiforeningen i denne uge runder de 60 år, bliver det blandt andet markeret med en række events i Danmarks fire største byer, hvor en street art-kunstner på flere forskellige steder i byerne med spraymaling vil illustrere en person fastfrosset i et epileptisk anfald på asfalt, brosten, perron, fliser eller vægge.

Det hele skydes i gang onsdag 28. september kl. 11 ved Hovedbiblioteket i Aalborg, Rendsburggade 2. Mere præcist er det ved Arkaden, at street art-kunstneren Marko Colors Geometry første gang går i aktion, her vil en del af arkadens fliser blive udsmykket med et meget farverigt street art-kunstværk, der viser omridset af en person fastfrosset i et epileptisk anfald. Farverige streger i kunstværket vil symbolisere de rystelser, som kan gennemstrømme en person under et anfald.

Kunstværkerne, der males med miljøvenlig maling, vil rundt omkring i byerne være synlige i to uger, hvorefter de bliver renset væk.

Epilepsiforeningens formand, Lone Nørager Kristensen, håber, at eventsne vil være med til at få sat fokus på epilepsien.

”De iøjnefaldende værker rundt omkring i det danske land skal få danskerne til at stoppe op og reflektere over de oplevelser, som epilepsi kan medføre. Vi ønsker, at værkerne skal være et incitament for danskerne til at opsøge mere viden om epilepsi,” fortæller Lone Nørager Kristensen.

I forbindelse med, at street art-kunstværkerne bliver malet, vil Epilepsiforeningen være til stede med informationsmateriale og for at svare på spørgsmål fra forbipasserende.

Fire fortællinger på fire videoer

En central del af eventsne er nogle ny-producerede videoer, hvor fire personer fortæller om deres oplevelser med epileptiske anfald. 49-årige Siff fortæller om et anfald midt i et gospelkor, Camilla på 31 år fortæller om et anfald på vej til Ikea, og 60-årige Tina beretter om, dengang hendes datter blev filmet af nogle vildt fremmede, mens hun havde anfald. Endelig fortæller 54-årige Jan om et anfald, hvor han fik hjælp af en brandmand. De fire videoer kan man få adgang til via en QR-kode på Marko Colors Geometrys kunstværker og er desuden også tilgængelige på Epilepsiforeningens hjemmeside.

Epilepsiforeningens direktør, Per Olesen, ser videoerne som en meget vigtig del af jubilæumskampagnen.

”Det, der i min optik er hovedværket i jubilæumskampagnen, det er de her fire personer, som har stillet deres film til rådighed og fortæller om anfald og deres oplevelser med epilepsi,” siger Per Olesen.

Skal give folk viden

Lone Nørager Kristensen håber, at videoerne kan være med til at give folk noget mere konkret viden om, hvordan man skal reagere, hvis man oplever et anfald i det offentlige rum. Samtidig tegner videoerne også et billede af de generelle udfordringer, der kan være, når man lever med epilepsi.

”Det er enormt vigtigt, at flere danskere bliver oplyst om epilepsi, da sygdommen har så indgribende betydning for livskvaliteten for dem, som lever med epilepsi. Vi er nødt til at skabe mere synlighed, så vi også på den måde kan forbedre livsvilkårene for alle de personer, som på mange måder er påvirket af epilepsi,” siger Lone Nørager Kristensen.

I Aalborg vil der onsdag 28. september – udover på Hovedbiblioteket – også blive malet ved Nordkraft og Aalborg Kongres & Kultur Center, mens Marko Colors Geometry kan opleves tre forskellige steder i Århus torsdag den 29. september. I København er der fredag 30. september to malerevents i byen, mens der mandag 3. oktober er fire muligheder rundt omkring i Odense for at opleve Marko Colors Geometry i aktion.

Tid og sted for de forskellige events

Her tid og sted for de forskellige events. Kunstværkerne kan opleves i 14 dage efter de er malet.

Aalborg:

  • Hovedbiblioteket ved Arkaden: Rendsburggade 2, 9000 Aalborg (Males d. 28. september kl. 12)
  • Nordkraft: Kjellerups Torv 1, 9000 Aalborg (Males d. 28. september kl. 15)
  • Aalborg Kongres & Kultur Center: Europa Plads 4, 9000 Aalborg (Males d. 28. september kl. 18)

København:

  • Forum: Julius Thomsens Pl. 1, 1925 Frederiksberg (Males d. 30. september kl. 09)
  • Vesterport St.: Ved Vesterport, 1606 København (Males d. 30. september kl. 12)
  • Blox: Bryghusgade 1, 1473 København (Males d. 30. september kl. 15)

Odense:

  • Letbanen: Østre Stationsvej 29, 5000 Odense C (Males d. 3. oktober kl. 10)
  • Storms Pakhus: Lerchesgade 4, 5000 Odense C (Males d. 3. oktober kl. 13)
  • Brandt Klædefabrik: Amfipladsen 3, 5000 Odense C (Males d. 3. oktober kl.16)

Aarhus:

  • Frederiks Álle: Frederiks Allé 24, 8000 Aarhus (Males d. 29. september kl.10)
  • Aarhus Streetfood: Ny Banegårdsgade 46, 8000 Aarhus (Males d. 29. september kl.13)
  • Rådhuspladsen: Rådhuspladsen 1, 8000 Aarhus (Males d. 29. september kl.16)

Kilde

Pressemeddelelse: “Tolv kunstværker viser epileptiske rystelser i fire danske byer” (pdf)

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev