Svesken på disken i Odense

28.08.2015
Af Lone Nørager Kristensen
Så skal jeg da lige love for, at vi fik svesken på disken i Odense Kommune. DR kan berette, at kommunen har givet sine socialrådgivere besked om at lukke hver 5. sag med udsatte børn og unge, fordi kommunen mangler penge. Selvom Dansk Epilepsiforening har sit hovedkontor i Odense bymidte, er der nu ikke derfor, at vi har særlig interesse for Odense Kommune. Det er heller ikke fordi, at kommunen har gang i en spare øvelse. Det er jo efterhånden normen og ikke undtagelsen.  Nej sagen fra Odense er interessant, fordi vi her har fået indblik i, hvordan det foregår, når en kommune ikke kan få sin økonomi til at hænge sammen. 
I Odense Kommune sidder der en sagsbehandler, som har fået nok. Kort før sommerferien får hun at vide, at hun inden tirsdag skal vælge 5 sager, som skal lukkes, fordi budgetterne skal overholdes. Men den beslutning vil hun ikke træffe. Alle hendes familier har brug for hjælp, mener hun, så der bør være ledelsens ansvar at finde de fem, hvor hjælpen skal standses. Hurra har man næsten lyst til at udbryde.
Jeg har ofte i de senere år været i berøring med sager fra vores medlemmer, hvor den røde tråd i sagen er kommunens økonomi og ikke lovgivningen. Så det sker tit, at en kommune skærer ned, men det er sjældent, at vi som her får et direkte indblik, hvordan det sker. Læs evt. mailen her. 
Det indblik – må jeg bare sige – er rystende læsning. Familieafdelingen i Odense Kommune skriver: Det er derfor besluttet, at der samlet i CIBU og i BUR skal lukkes ca. 20 % (ca. 5 sager på hver sagsstamme) af de forebyggende sager (både internt og eksternt) med virkning fra 1. september 2015.
20 %! Helt enkel matematik! Det siger jo sig selv, at der er familier, som kommer i klemme. Det hedder endvidere i mailen: ”Når de ca. 5 sager på sagsstammen er udpeget, vil den pågældende afsnitsleder påtegne en afgørelse / standardskrivelse, som er udarbejdet af ledelsen”. Der er simpelthen så mange problemer i forhold til lovgivningen og borgernes retssikkerhed i de to citater, at man må tage sig til hovedet. Kronen på værket er, at man sidestiller det forvaltningsmæssige begreb ”afgørelse” med  ”standardskrivelse”. Jeg ved ikke, om retssikkerhed er en by i Rusland, men det praktiseres ikke i Odense, kan jeg konstatere.  
Selv om det er tydeligt, at der er noget ravruskende galt med kulturen i Odense Kommune, så skal man huske, hvem der bærer det endelige ansvar. Ansvaret for mailen ligger i det Børn- og Ungeudvalg, som har forlangt, at budgetterne bliver overholdt. Embedsmændene – bortset fra en enkelt socialrådgiver åbenbart – gør egentligt bare, hvad de får besked på. De tilpasser virkeligheden – og reglerne – til økonomien. 
Men ansvaret ligger ikke kun hos de lokale politikere i Odense. Vi skal huske på, at særligt handicapområdet i de senere år har været udsat for massive besparelser. Når lokalpolitiker og embedsmænd begynder at fifle med reglerne og finde smutveje, så er det fordi, der ikke er penge til at betale for det, som borgerne har ret til. Derfor har jeg også lyst til at råbe folketingspolitikerne op. Vi er ved at nå det punkt, hvor land bliver bygget med økonomi og ikke lov, hvor det er fuldstændig vilkårligt, hvem besparelserne rammer, og hvor undersøgelse efter undersøgelse dokumenterer, at borgerne har tabt tilliden til deres myndigheder, fordi de siger et og gør noget andet. 
Her er det simpelthen bare for billigt at fedte aben af på kommunerne og henvise til det kommunale selvstyre. Der er tale om problemer, som kun kan løses på landspolitisk plan. Vi fik indblik i Odense-sagen takket være en modig sagsbehandler. Jeg savner i den grad en politiker, der har mod til at adressere det grundlæggende problem.