To ofte brugte epilepsipræparater må ikke længere substitueres

Generisk substitution for lægemidler der indeholder carbamazepin og valproat, bliver ophævet d. 9. marts 2020, meddeler Lægemiddelstyrelsen

Når patienter for fremtiden får udskrevet epilepsimedicin med virkningsstofferne carbamazepin eller valproat, må apoteket ikke give dem det præparat, der den dag er det billigste. Patienterne skal altid have den udgave af medicinen, lægen har skrevet på recepten.

Det er ny bestemmelse fra Lægemiddelstyrelsen, der siger det. Styrelsen skriver i sin kortfattede meddelelse, at ”ændringen sker i overensstemmelse med information på vores hjemmeside og retsinformation.dk, hvor det fremgår, at lægemidler der indeholder valproat og carbamazepin ikke kan substitueres.”

Gælder fremover

De nye regler får betydning for fremtidige recepter. Hvis du for eksempel i dag får carbamazepin eller valproat, skal behandleren og du næste gang beslutte, hvilket af de forskellige udgaver af præparaterne, du for fremtiden skal have. Og det er kun lægen, der kan ændre det. Det samme gælder for patienter, der skal starte på et af præparaterne.

Lægemiddelstyrelsen meddeler dog også: ”Der vil fortsat være generisk substitution mellem et lægemiddel og parallelimport af samme lægemiddel.”

Du kan læse mere om parallelimport, generika og  original medicin  på Pro.Medicin.dk og på Epilepsiforeningens side om substitutionsmedicin.

Kilde

Lægemiddelstyrelsen

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev