Epilepsimedicinen Valproat er forbundet med en øget risiko for, at børn får et intellektuel handicap eller generel forsinket udvikling, viser forskning Epilepsiforeningen har støttet
Det har i årevis været kendt, at Valproat medfører øget risiko for skader hos fostre. Derfor har EU indført et forebyggelsesprogram, der skal sikre kvinder og fagpersoner den nødvendige information om at Valproat kun rent undtagelsesvist bør bruges af gravide eller kvinder i den fødedygtige alder.
Ny forskning fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet understøtter nu advarslerne fra myndighederne.
”Studiet viser, at børn, hvis mødre brugte epilepsimedicinen Valproat i graviditeten, har en 4,5 gang højere risiko for at blive diagnosticeret med intellektuelt handicap sammenlignet med børn, hvis mødre ikke fik epilepsimedicin i graviditeten,” siger seniorforsker Julie Werenberg Dreier fra Center for Registerforskning, Aarhus Universitet, som står bag undersøgelsen
En sjælden tilstand
Jakob Christensen, der er overlæge ved Neurologi på Aarhus Universitetshospital og klinisk lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og også har deltaget i forskningsprojektet, understreger vigtigheden af, at kvinder med epilepsi kontakter lægen før graviditet:
”Intellektuelt handicap er en sjælden tilstand – også efter behandling med Valproat i graviditeten – men tilstanden er dog samtidig i sagens natur meget alvorlig. Vi bør derfor være særligt opmærksomme på børn, hvis mødre har fået Valproat i graviditeten, således at børnene tilbydes den hjælp, de har behov for.”
Jakob Christensen, der også er formand for Dansk Epilepsi Selskab, peger også på, at der er et stort behov for at finde epilepsimedicin med lavest mulige risiko for børnene, da mange kvinder med epilepsi bliver nødt til at forsætte med medicinsk behandling i graviditeten.
I studiet, der er støttet af Novo Nordisk Fonden, Region Midtjyllands Sundhedsvidenskabelige Forskningsfond og Epilepsiforeningen, har forskerne over perioden fra 1997 til 2016, fulgte forskerne mere end 900.000 børn fra 1997 til 2016, hvoraf 580 børn var født af mødre, som havde indløst recepter på Valproat i graviditeten.