”Vi siger jo farvel til trygheden og kaster os ud i noget, vi stadig ikke helt ved hvad er”

Jane er ved at gøre klar til hendes og kærestens jordomsejling. Hvad skal hun gøre med medicinen ude på verdenshavene? Det er noget af det, hun tænker over

Jane Pedersen og hendes kæreste har travlt. De har sat deres hus til salg og er ved at gøre klar til at sejle Jorden rundt – på trods af Janes epilepsi. Her fortæller Jane om nogle af tankerne før den lange tur.

Af Jane Pedersen

Her vinteren over ligger båden for det meste og passer sig selv. Vi tager jævnligt ud og tjekker at hun har det godt, men næsten alt arbejdet foregår hjemmefra. Vore mails er rødglødende, vore telefoner godt lune og vore betalingskort godt aktive. Kort sagt glæder vi os meget til foråret, hvor det praktiske med at montere og benytte alt det vi køber og laver nu vinder mere ind.

Henover vinteren har jeg haft megen fokus på medicin til turen. Det var egentlig min intention at eksperimentere med det og lære af erfaring, men heldigvis kontaktede jeg min medicinproducent. Gennem en kort mailkorrespondance har jeg fået svar på alle mine spørgsmål hvad angår holdbarhed, opbevaring, tilgængelighed ude i verden og lignende. Samme succes fik min kæreste, da han kontaktede sin medicinproducent. Heldigvis er det ikke så svært at få fat i medicin derude, så det skal ikke forhindre en drøm!

Planen med fysisk at have mine piller med er, at min neurolog giver mig engelske papirer på, hvorfor jeg medbringer så megen medicin – både til myndigheder og til lægen, som skal give mig ny recept. Medicinen kan holde sig til udløbsdatoen, som er cirka 2,5 år efter køb, i et køleskab med en fugtopsamler ved sin side. Indenfor den tid er vi nået til Sydney. Her finder jeg så en læge og får en ny recept, så jeg kan købe til turen hjem. Med på båden har vi reservedele til køleskabet, for vi ved, at den bukker under på et tidspunkt og nok skal ordnes imens vi er til havs.

Alene på dækket eller ej?

En ting jeg tænker meget over er, hvilke forbehold det vil kræve, når jeg står alene på dækket, mens resten af besætningen sover? Er redningsvesten og en satellittelefon med SOS-knap på nok? skal der suppleres med en sikkerhedsline? eller er det ligefrem nødvendigt med en observerende gast?

Selvfølgelig må vi aldrig glemme, at der er længere til hjælp ude på verdens have end inde på land i Danmark. Derfor forbereder vi os alt hvad vi kan for at intet går galt. Nogle mener, at vi hele tiden skal have en tredje mand ombord, men med vor erfaring samt kendskab til sejlads og hinandens epilepsi og diabetes, føler jeg mig på nuværende tidspunkt tryg ved første forslag. Selvfølgelig vil vi gerne have gaster ombord og være sociale noget af tiden, men at kunne være alene og nyde hinanden samt roen til tider er også guld værd. Kunsten for os bliver at koordinere det så gasterne er ombord på de rigtige dele af turen.

Huset er nu sat til salg, og det er virkelig grænseoverskridende! Gør vi nu det rigtige? Vil vi virkelig dette? Vi siger jo farvel til trygheden og kaster os ud i noget vi stadig ikke helt ved hvad er, og vi har ingen garanti for at det bliver vellykket. Når huset bliver solgt kan vi ikke “bare lige” ændre mening. Hvis noget går galt på vores tur, og vi vender om kort efter afgang, så står vi uden job, forsikringer, a-kasse, hus med mere, mens vinteren herhjemme er godt på vej. Selvom alt dette også venter os efter turen rundt om jorden, så virker det bare mere overkommeligt, når vi har god forberedelsestid på vej hjem mod Danmark.

I et pusterum mellem alle disse tanker tog vi til et foredrag med Mikkel Beha, hvilket var hvad vi trængte til. Den aften gav os en behagelig bekræftelse på det vi gør. Til tider spekulerer vi nok lidt for meget, men mon ikke det er bedre en lidt for lidt? Uanset hvad, så er det altid godt at blive mindet om at leve livet og drømmene fuldt ud.

Du kan læse de tidligere beretninger om Jane Pedersens jordomrejse her