22.01.2020

Vil gå gennem Danmark og skyde til måls for Epilepsiforeningens skyld

Med eventet Strickers OP-tour vil Lisbeth Stricker gå 400 km og undervejs skabe synlighed om epilepsi og samle penge til Epilepsiforeningen

 

Lisbeth Stricker Jensen fik epilepsi som teenager. Anfaldene blev værre år for år, men for syv år siden fik hun en epilepsioperation, og i dag er hun anfaldsfri og har et helt almindeligt liv, som næsten ikke påvirkes af sygdommen.

Nu vil hun gerne gøre noget for, at andre kan få det som hende. Derfor har hun taget initiativ til kampagnen Strickers OP-tour. Det bliver et event, hvor hun og hendes mand, Rene Stricker Jensen, vil gå fra grænsen via Hærvejen og hjem til deres bolig som ligger i Hammer bakker nord for Aalborg. En gåtur på ca. 400 km. På denne tur vil der blive lavet forskellige happenings for at synliggøre epilepsi og Epilepsiforeningens rådgivningstilbud.

Men hvorfor hedder det Strickers OP-tour? Rene Stricker forklarer det sådan her:

”Vi har valgt dette navn ud fra de dobbeltbetydninger, der er i forhold til,  at turen går OP gennem Danmark på Hærvejen. Målet er øget OP-mærksomhed på epilepsi, som ellers er et ofte usynligt handicap. OP-lysning omkring epilepsi. Hvordan OP-peration kan give mulighed for et helt nyt liv, og at vi derfor gerne vil skabe mere synlighed, så flere måske kunne få mulighed for at blive udredt til operation”, forklarer han.

Vandreturen begiver ægteparret sig ud på i sommerferien, men rækken af events tager de hul på nu med en række skydestævner i uge otte, hvor tilmeldingsgebyret ubeskåret bliver givet til Epilepsiforeningen.

Man kan følge med i OP-touren på eventets Facebookside

Skydestævne

Lisbeth er en af Danmarks bedste skytter med rem. Hun har været nordjysk mester mange gange og har to danmarksmesterskaber på hold. Lisbeth har brugt skydning som genoptræningsform efter operationen mhp at  træne koncentrationen  og styrke hjernen.

Skydestævnet er arrangeret i samarbejde med DGI-Skydning og afholdes 22.-23. februar hos Vodskov Skytteforening. Stævnet er et decimalstævne, hvor der kan skydes med riffel og luftriffel med 2 skydninger pr disciplin til en pris af 50 kr pr skydning. Alle skydninger registreres til med et DGI resultat (KAP).

Der vil til stævnet være en del sponsorpræmier, der udtrækkes tilfældigt blandt de tilmeldte skytter.

Skytter kan tilmelde sig skydestævnet her.

Lisbeth er medlem af bestyrelsen i Epilepsiforeningen Kreds Nordjylland, hvor hun arbejder for bedre vilkår for mennesker med epilepsi. Derudover arbejder hun som sygeplejerske på Aalborg universitetets hospital, hvor hun sidste år kunne fejre 25 års jubilæum.

Kilde

DGI og Strickers Op-tours Facebookgruppe

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev