”Det øjeblik du erkender, at epilepsien er en del af dig, bliver vejen til livskvalitet meget nemmere”

Ann-Sofie prøver at gøre sin epilepsi til en styrke, der har givet hende en forståelse og indsigt, hun blandt andet kan bruge i sit studie

Ann-Sofie Messmer fik epilepsi som 9-årig. I dag er hun 24 år, og det var først, da hun rundede tyve år, at hun lærte at acceptere, at epilepsien var en del af det af hende og noget, hun måtte leve med og ikke skamme sig over, fortæller hun i et brev, hun har sendt til Epilepsiforeningen:

Bliv medlem og få rådgivning, netværk og viden

”Set i bakspejlet havde det været nemmere, hvis jeg havde turde snakke om min sygdom. Både med hensyn til ikke at føle mig syg, men det havde også gjort hverdagen i skolen nemmere. Socialt såvel som fagligt.”

Den unge studerende har kæmpet for, ikke at lade epilepsien styre hendes liv: ”Jeg har valgt at gøre det til en styrke at have epilepsi. Jeg har personlige erfaringer med mig, som jeg ønsker at bruge til at hjælpe andre. Ved selv at have epilepsi, har jeg en forståelse og en indsigt, der gør at jeg lettere kan forstå og dermed hjælpe andre børn og unge med svære livsbetingelser.”

Det er en af grundene til, at hun har valgt at læse Sundhedsfremme, hvor hun for nylig har afsluttet sin bacheloropgave. Hun har kunnet mærke studiet på sin epilepsi: ”Jeg har de sidste par år haft tre anfald, hvor jeg er besvimet. Lægerne mener, at stressen på studiet har påvirket min epilepsi. Derfor har jeg lært at kende symptomerne, og ved hvornår jeg skal give mig selv en pause”.

Men bort set fra det, er hendes epilepsi i dag kommet tilstrækkelig under kontrol til, at hun ikke længere har krampeanfald, men ”kun” får jævnlige absencer.

Jeg plejer at beskrive min hverdag som at bo blandt ’skjulte bomber’

Ann-Sofie Messmer

Når hun skal beskrive sit liv med epilepsi, er hun inspireret af et citat, hun en gang har læst, fortæller hun: ”Jeg plejer at beskrive min hverdag som at bo blandt ’skjulte bomber’. Jeg kan ikke se, hvornår jeg træder på en bombe. Derfor ved jeg aldrig, hvornår noget går galt, og min krop er konstant på vagt.”

”Livet med epilepsi er ikke let, hverken for den ramte eller de pårørende”, siger Ann-Sofie: ”Men selvom man har epilepsi, kan man sagtens opnå mål i livet. Sygdommen behøver ikke at være en hæmsko. Første skridt er at acceptere dine livsbetingelser, og fra det øjeblik du erkender at epilepsien er en del af dig, bliver vejen til livskvalitet og glæde meget nemmere. Den mentale styrke, der følger med, er guld værd.”