Tilbuddene på et plejecenter for 60-85 årige med psykiske sygdom er ikke passende for en 21 årig med Dravet Syndrom, siger en kendelse
En ung 21-årig mand med Dravet Syndrom, der medfører svær epilepsi og behov for natlig overvågning, blev af kommunen tilbudt aflastning på et plejecenter for mennesker med demens og psykisk sygdom i alderen 60 til 85 år.
Plejecentret tilbød aktiviteter som banko, gudstjeneste og hyggeeftermiddage¬ og aftener. Det er muligvis udmærkede tilbud til pensionister, men forældrene synes ikke, de passede til en ung mands behov, så de klagede til Ankestyrelsen.
Her har de nu fået medhold. Ankestyrelsen vurderede, at behovet for deltagelse i alderssvarende aktiviteter ikke blev dækket, og at den unge mand havde brug for at deltage i aktiviteter med jævnaldrende.
Kommunen blev på den baggrund bedt om at finde et mere egnet aflastningstilbud, som skulle imødekomme dels støttebehov som følge af Dravet Syndrom samt behovet for at være sammen med jævnaldrende og deltage i alderssvarende aktiviteter.
Afgørelsen påpeger, at der som udgangspunkt ikke er frit valg af aflastningssted. Hjælpen efter serviceloven skal tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte.
I en anden sag søgte vedkommende om at måtte ansætte en socialpædagogisk støtte af et bestemt køn. Kommunen havde som udgangspunkt frit valg mellem hvem, der udfører det tilbud om støtte, som er bevilget til borgeren. Ankestyrelsen afgjorde, at det er kommunen, der bestemmer, hvordan og af hvem, hjælpen skal udføres. Borgeren kunne derfor ikke selv bestemme, at en kvinde som ønsket skulle udføre arbejdet.
1) Du kan som udgangspunkt ikke selv bestemme hvor du skal i aflastning og du kan ikke selv bestemme at du vil have en ansat af bestemt køn ved socialpædagogisk støtte.
2) Aflastningsstedet kan være så væsentlig for dig, at det blive en afgørelse og Ankestyrelsen kan ændre stedet, så det passer bedre til dit behov.
3) Forældre eller andre pårørende der passer borgere og har brug for aflastning eller afløsning, får partsstatus, herunder ret til at klage over afgørelsen; det sker dog ikke hvis det alene drejer sig om hvor vidt stedet er velegnet for borgeren.
4) Lad os hæfte os ved, at en ung med epilepsi ikke skulle i aflastning et sted for ældre demente, men at kommunen skulle finde et bedre egnet sted.
5) Det er kommunen der afgør, om der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed eller en afgørelse og den afgørelse kan du eller de nære pårørende, der har fået en fuldmagt, klage over.
Partsbegrebet
Går man lidt ned i lovteksterne så handler sagen om den unge mand med Dravet om det såkaldte partsbegreb, herunder om der er en eller to parter i en sag om aflastning eller afløsning.
Som udgangspunkt er det den voksne, som har en nedsat funktionsevne, der er part i sager om hjælp og støtte efter serviceloven og dermed har de rettigheder, der følger af partsstatus, herunder klageret. I sager om afløsning og aflastning er det den nære pårørende, ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, som har behov for at blive aflastet. De har en så væsentlig og individuel interesse i sagens udfald, at de som udgangspunkt også har partsstatus i sagen. Det medfører, at en pårørende, der passer en borger med nedsat funktionsevne, i sager om aflastning og afløsning får de rettigheder, der knytter sig til partsbegrebet, herunder ret til at klage over en afgørelse om aflastning eller afløsning. MEN hvis sagen alene omhandler spørgsmålet om, hvorvidt aflastningsstedet er egnet til at varetage borgerens behov eller ej, har den pårørende ikke partsstatus. Årsagen er at det ikke har betydning for den nære pårørende, hvor aflastningen skal foregå. Borgeren, som det handler om, kan give fuldmagt til en pårørende til at repræsentere sig i sagen, herunder at klage over afgørelsen af valg af aflastningssted.
For borgeren var det af væsentlig betydning, hvor aflastningen foregik. Derfor var afgørelse om hvor aflastningen skulle foregå en afgørelse og ikke faktisk forvaltningsvirksomhed. Ankestyrelsen ændrede kommunens afgørelse om hvor aflastningen skulle foregå, da aflastningsstedet ikke tilgodeså borgerens behov for deltagelse i alderssvarende aktiviteter.
Det kan have afgørende betydning for andre unge med epilepsi, at kommunen ikke blot kan betragte det som faktisk forvaltningsvirksomhed og bestemme, at den unge skal i aflastning på et sted for ældre beboere.
Faktisk forvaltningsvirksomhed
Den anden sag – sagen om socialpædagogisk støtte – tager fat om spørgsmålet: Hvornår er der tale om en afgørelse, og hvornår er der tale om faktisk forvaltningsvirksomhed? Og har, eller kan valg af leverandør/udbyder af hjælpen, have karakter af en afgørelse?
Faktisk forvaltningsvirksomhed betyder, at kommunen tilrettelægger og udfører sine opgaver på det sociale område. Hvem der skal udføre en opgave er som udgangspunkt faktisk forvaltningsvirksomhed. Faktisk forvaltningsvirksomhed – altså hvem der udfører den hjælp borgeren er bevilget – bestemmer du ikke selv og du kan som udgangspunkt ikke klage over afgørelsen. Det betyder, at hvis du f.eks. er bevilget aflastning udenfor hjemmet, kan kommunen bestemme, hvor det skal foregå og der er ikke som udgangspunkt noget frit valg. MEN hvis beslutningen om hvem der skal udføre hjælpen er væsentlig indgribende for dig som borger, er der tale om en afgørelse – og den kan der klages over til Ankestyrelsen. Det er altid kommunen, der tager stilling til, om der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed eller der er tale om en afgørelse. Selve den beslutning, kommunen træffer om enten faktisk forvaltningsvirksomhed eller en afgørelse, kan du klage over til Ankestyrelsen.
