20.02.2023

Epilepsiforeningen klæder dig på

Nu kan du få patientdelen af National Behandlings- og visitationsvejledning i en trykt udgave. Vi har sendt den til alle medlemmer sammen med bladet, og den kan også bestilles eller downloades

”Det siger eksperterne om epilepsi” er patientdelen af National Behandlings- og Visitationsvejledning for epilepsi. Heri kan du læse fakta og gode råd fra eksperterne.

Som medlem af Epilepsiforeningen kan du forvente at få lidt ekstra ind ad brevsprækken de kommende uger, efterhånden som det nye medlemsblad rammer gaden.

Epilepsiforeningen har nemlig besluttet at medsende patientudgaven af den nyligt udkomne ”National Behandlings- og visitationsvejledning for epilepsi, 2022” til alle vores medlemmer. Heri kan du læse fakta og gode råd fra eksperterne; noget som gerne skulle give alle en opdateret status på epilepsi og epilepsibehandling i Danmark.

Hent NBV

Hvis du ikke modtager indstikket eller medlemsbladet, kan du også downloade – patientdelen af National Behandlings- og Visitationsvejledning for epilepsi.

Hent ”Det siger eksperterne om epilepsi” (pdf) her

Ønsker du en papirudgave, kan den bestilles på Epilepsiforeningens hjemmeside i et begrænset oplag.

Bestil den her

Bedste behandlingsforløb

Sidste år udgav Dansk Neurologisk Selskab en ny ”National behandlings- og visitationsvejledning for epilepsi” (NBV). Formålet var at på landsplan at sikre det bedste og hurtigste forløb for alle de, som har epilepsi inde på livet.

I NBV’en har eksperter på epilepsiområdet udarbejdet en klinisk behandlingsvejledning for udredning, diagnostik og behandling af mennesker med epilepsi, herunder henvisning af patienter til vurdering på højere specialiseringsniveau, samt kriterier for henvisning til epilepsikirurgi. Kort sagt; hvordan sikrer man på landsplan det bedste og hurtigste forløb for dem som har epilepsi inde på kroppen.

Et særligt aspekt af vejledningen er, at der efter alle sundhedsfaglige afsnit findes resumeer, som er målrettet patienter, pårørende og fagfolk uden sundhedsfaglig baggrund. Det er resuméerne af disse vejledninger, som Epilepsiforeningen har samlet og udgivet i pjecen “Det siger eksperterne om epilepsi”.

Udgivelsen sendes til alle foreningens medlemmer som indstik i det nyeste medlemsblad – “Epilepsi nr. 1, 2023” som er på trapperne landet rundt.

Kilde

”Det siger eksperterne om epilepsi”; resume fra National Behandlings- og Visitationsvejledning for Epilepsi

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev