Faktatjek: Er blinkende cykellygter farlige for mennesker med epilepsi?

Den mørke tid er kommet og cykelstierne er fyldt med blinkende cykellygter. Her er fem ting du skal vide om blinkende lygter og fotosensitiv epilepsi

Opdateret 16. april 2024

Det er ved at være mørkt udenfor, og så er det sæson for henvendelser til Epilepsiforeningen fra medlemmer, der er generet af blinkende cykellygter.

De blinkende lygter kan være irriterende, men er de også farlige for mennesker med epilepsi? Og hvordan kan man bedst forholde sig til problemet? Vi har været i fagbøgerne, været i kontakt med myndighederne og talt med ledende overlæge og professor Sándor Benicky for at finde svar.

Er de blinkende lygter lovlige?

Det spørgsmål er der mange som stiller, og det korte svar er: Det er de.

I ”Bekendtgørelse om cyklers indretning og udstyr m.v.” anføres følgende i § 12: ”Forlygte, der afgiver hvidt lys, og baglygte på cykel og påhængs- eller sidevogn hertil kan afgive blinkende lys. Blinkfrekvensen skal være mindst 120 blink pr. minut.”

120 blink pr. minut svarer til en frekvens på 2 Hz. På Epilepsiforeningens hjemmeside og i litteraturen om emnet er de mest følsomme blinkfrekvenser for mennesker med lysfølsom epilepsi 14-30hertz (kan dog ses med 3-60hertz). En frekvens på 2Hz ligger dog under den frekvens, langt de fleste reagerer på.

Kan de blinkende lygter fremprovokere anfald?

Er blinkende cykellygter farlige for mennesker med lysfølsom epilepsi i forhold til at udløse anfald?

”Det er umuligt at give et konkret svar, simpelthen fordi der ikke findes studier om det. I hvert fald har vi ikke set anfald udløst af blinkende cykellygter. Teoretisk er risikoen meget lille; frekvensen på 2 blink per sekund er betydeligt lavere end den frekvens, som oftest udløser anfald. Desuden er afstanden fra lyskilden til personen med epilepsi formentlig for lang og varigheden af stimulation for kort, fordi man står jo ikke lige foran en blinkende cykellygte”, svarer Sándor Beniczky

Fotosensitiv epilepsi forekommer sjældent

Men hvad er fotosensitiv eller lysfølsom epilepsi, og hvor mange mennesker med epilepsi har det?

Det spørgsmål, har vi også stillet til professor i neurofysiologi og overlæge ved Epilepsihospitalet Filadelfia, Sándor Beniczky: Nogle patienter kan få epileptisk anfald udløst af blinkende lys eller skiftende visuelle mønstre. Der estimeres at 3% af patienterne med epilepsi er fotosensitive”, siger epilepsiprofessoren.

Hvordan kan man beskytte sig?

Hvad skal man gøre, hvis man har lysfølsom epilepsi, og pludselig bliver udsat for blinkende lys generelt og specielt blinkende cykellygter?

”Det bedste råd er at man skal fokusere på noget andet og ikke kigge direkte ind i cykellygten”, lyder det fra professoren.

Skal mennesker med epilepsi generelt være opmærksomme på at undgå blinkende lys og specielt blinkende cykellygter?

”Tommelfingerreglen er, at man skal undgå alt som patienten kender som anfaldsprovokerende faktorer. Men som sagt er risikoen ved cykellygter meget lav, siger Sándor Beniczky.

Hvad med blinkende Tv-skærme?

Epilepsiforeningen får også jævnligt spørgsmål, om lyset fra Tv-skærme kan fremprovokere anfald? Men plasma-, LCD- og moderne skærme blinker med over 100 HZ, og er dermed også langt over de typiske frekvenser som kan udløse anfald hos de med fotosensitiv epilepsi.

Der kan være scener på TV, som blinker ubehageligt, som det for eksempel skete i en bestemt udgave af Vild med dans, hvor der indgik lysshow, men dog uden at der blev berettet om anfald. Epilepsiforeningen kontaktede på den foranledning både TV2 og Danmarks Radio  for at gøre dem opmærksomme på problematikken. Begge stationer bad efterfølgende deres tekniske producere være opmærksomme på det fremadrettet.

Kilde

Epilepsiforeningen. “Bekendtgørelse om cyklers indretning og udstyr m.v.”.  Du kan læse mere om fotosensitiv epilepsi her

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev