Lovforslag prøver at skabe bedre rammer for overgang fra barn til voksen

Regeringens forslag om bedre rammer for overgangen fra barn til voksen i det kommunale system er godt, mener Epilepsiforeningens formand. Men der er også hår i suppen, siger Lone Nørager Kristensen

 

Med socialminister Astrid Krag i spidsen har regeringen fremlagt et lovforslag, der skal sikre at unge med handicap eller kroniske lidelser som fx epilepsi ikke pludselig står med uløste problemer, når de fylder 18 år og i det kommunale system går fra at være barn til at være voksen.

For at skabe bedre rammer for overgangen til voksenlivet for disse børn, skal kommunerne, når den unge er 16 år, lave en tværgående og helhedsorienteret forberedelse i dialog med den unge og forældrene, foreslår regeringen i et lovforslag, der nu skal til førstebehandling.

”Lovforslaget har klart potentialet til en meget tiltrængt forbedring af overgangen”, skriver Epilepsiforeningens formand, Lone Nørager Kristensen, i en henvendelse til ministeren: ”Men der er også hår i suppen.”

Epilepsiforeningens formand peger på, at overgangen fra barn til voksen er en kompliceret proces, hvor viden fra forskellige sektorer skal skifte hænder. Og det mener foreningen, at der er for lidt opmærksomhed på i lovforslaget:

”Det er pinagtigt at se på de strukturelle udfordringer vi alle ved eksisterer mellem regioner og kommuner på nøjagtigt dette område”, skriver Lone Nørager Kristensen.

En anden stor mangel er, at sundhedsforhold relateret til den unges sygdom og handicap ikke indgår som et af de obligatoriske punkter på lovforslagets liste over forhold, som kommunen skal inddrage i forberedelse af overgangen.

”Det finder vi umiddelbart står i vejen for, at lovforslaget når i mål med ”tværgående og helhedsorienteret” forberedelse af overgangen”, skriver Epilepsiforeningens formand.

 Kilde

Du kan læse om regeringens forslag på Folketingets hjemmeside

Du kan læse hele Epilepsiforeningens henvendelse til ministeren her.

Du kan få gode råd til overgangen fra barn til voksen i denne artikel

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev