06.03.2024

Ny forskning skal bygge bro mellem epilepsi og migræne

En gruppe forskere i Norge skal undersøge, om der kan dannes forbindelser mellem migræne og epilepsi, som muligvis kan forhindre epileptiske anfald.

Forskere i Norge har fået bevilliget, hvad der svarer til 4,3 millioner DKK for at undersøge om migræne og epilepsi kan dele nøglen til hinandens hemmeligheder. Illustration: Freepik/Kjpargeter

Af Victor Bebe Larsen
victor@epilepsiforeningen.dk

Epilepsiforskningsmiljøet ved Neurologisk afdeling på Oslo Universitetshospital har fået et betydeligt boost til epilepsiforskning med tildelingen af ca. 6,6 millioner norske kroner – svarende til knap 4,3 millioner DKK – til et nyt projekt. Her skal de undersøge, hvordan de mekanismer, man kender bag migræne, muligvis kan bruges til at standse eller ligefrem forhindre epileptiske anfald.

I en artikel fra Det Norske Epilepsiforbund fortæller overlæge og projektleder Kjell Heuser, at projektet er banebrydende, da det tager fat i en hidtil uudforsket forbindelse mellem de to neurologiske lidelser. Han forklarer, at migræne og epilepsi deler flere fælles træk, og at mekanismerne bag migræne muligvis kan spille en rolle i at standse epileptiske anfald.

Undersøgelser på mus

Forskerne har blandt andet kigget på hjerneaktiviteten hos mus. Her har man udsat dem for et epileptisk anfald, hvorefter man har set, at de mekanismer, der sker under migræne, har bremset anfaldet. Denne opdagelse åbner døren for nye behandlingsmuligheder, som Heuser og hans team vil undersøge nærmere.

Et af deres fokuser i forskningsprojektet bliver desuden at forstå, hvorfor ældre mennesker har en dårligere prognose ved epileptiske anfald. Her har nordmændenes danske kolleger gang i et lignende projekt, hvor de kigger på skaden efter et anfald på gamle hjerner. Men hvor de danske forskere kigger på, hvordan ældre og yngre patienter påvirkes på et epileptisk anfald, vil nordmændene studere gamle og unge mus.

 

Kilde:
Epilepsiforbundet
Epilepsiforeningen

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev