02.06.2021

TV2-profil fik epilepsianfald for foden af Frihedsgudinden

Anders Langballe fik epilepsi på en familietur til New York. Vi har talt med ham om at drikke øl med Mette Frederiksen, ligge på hospital blandt skudofre, arbejde med handicappolitik og skulle finde et nyt ståsted i livet

 

Af Per Vad
pervad@epilepsiforeningen.dk

Anders Langballe har kunnet gå på vandet, siger han selv. Han var politisk redaktør og kommentator på TV2 – en af de mest kendte politiske journalister og dørvagten ind til den vigtigste platform for alle politikere. Men så fik han to blodpropper og kunne lige pludselig ikke sige en sammenhængende sætning. Og et år senere fk han også et epilepsianfald og har måttet lægge sit liv helt om.

Nu har bezzerwizzeren skrevet bogen ”Forfra” om livet på Christiansborg, tiden på TV2 og det nye liv med en hjerneskade.

På bogens forsidebillede er hans ansigtsudtryk bitter alvor, han er klædt i power dress og er ved at stramme knuden på det stribede slips, der matcher det blå jakkesæt. Men hvis man ser nøje efter på billedet, så er det højre brilleglas revnet: ”På den ene side, så var jeg ham, der var i skjorte og slips på fjernsynet, og så er jeg alligevel der, gået i stykker ligesom brilleglasset. Det er godt billede på, hvor jeg er i dag,” siger den tidligere tv-rapporter.

Imponerede stor læge

Det var tilbage i november 2018, Anders Langballe fk to blodpropper. Den sidste af dem var tæt på at koste ham livet. Men han overlevede og kæmpede sig i bedre form. For at fejre dét og markere den lille sejr, tog han og familien ti dage til New York, hvor de den sidste dag skulle de besøge Frihedsgudinden.

image

“Hvis han havde mulighed for at give sine børn en anden opvækst, så skulle det være i et land som Danmark.”

Anders Langballe

Det var en lummervarm efterårsdag, husker han. Han havde efterladt familien i souvenirbutikken, fordi han følte sig lidt utilpas. Da de var samlet igen og stod i cafeteriakøen for at købe noget frokost, fk han det pludseligt meget dårligt og faldt om i et krampeanfald.

Han husker det ikke selv, men har fået fortalt, at han råbte og skreg og nægtede at tage imod hjælp, da stedets paramedicinere og professionelle personale hurtigt trådte til. Men det lykkedes dem at få ham båret over i et lokale inde i gudindens gigantiske fod, hvor en helikopterambulance skulle hente ham.

”Så kom en læge fra helikopteren ind og begyndte at undersøge mig”, fortæller Langballe: ”Jeg husker, at han var en kæmpestor mand i en ret snæver flyverdragt.” Helikopterlægen tog sig også tid til at tale med den 12-årige søn: ”Jeg lå der på båren og blev stolt og rørt over, at min bare 12-årige dreng kunne briefe en amerikansk læge om, hvad der var sket.”

Det gjorde også indtryk på lægen. For da Anders Langballe var blevet afleveret på hospitalet, og lægen skulle gå, roste den store mand drengen: ”Det sidste han sagde, inden han gik var, at hvis han havde mulighed for at give sine børn en anden opvækst, så skulle det være i et land som Danmark, hvor børn bliver så velfungerende.”

image

“To meter fra mig blev der rullet en mand ind, som jeg tror var blevet skudt i benet”

Anders Langballe

På Frihedsgudindens ø, blev Anders Langballe båret ud til den larmende helikopter, der ventede bag afspærringen på den store græsplæne, hvor tusinde mennesker havde samlet sig omkring afspærringen:

”Jeg lå spændt fast på min båre, men jeg kunne se, at vi fløj op langs armen på Frihedsgudinden, hvad der var fuldstændig syret. Så drejede den af og fløj ind over New Jersey, hvor den landede på taget af et hospital.”

Som TV-serien MASH

På hospitalet blev han lagt ind på en næsten tom stor akutstue på traumecenteret. Men da han havde ligget der lidt, begyndte der i en hastig strøm at komme flere patienter til:

”To meter fra mig, blev der rullet en mand ind, som jeg tror var blevet skudt i benet. Det så i hvert fald voldsomt ud. Jeg kunne se hans ben, hvor det blødte, og bukserne var flået op. Så gik der nogle få minutter, så kom der flere ind som ham: Store sorte mænd med masser af blod. Det mindede lidt om MASH”, fortæller han med henvisning til den gamle amerikanske flm og tv-serie, der foregår på et feltlazaret under Korea-krigen.

Han blev hele tiden flyttet rundt i akutstuen for at give plads til skudofrene, og der kom bevæbnede betjente for at holde vagt ved døren. Personalet havde for travlt til at tage sig af ham. Så da han skulle tisse og ikke kunne holde sig længere, måtte han få hjælp af hustruen til en patient, der var faldet ned ad en trappe, som skaffede ham en flaske at tisse i.

Behandlet som svindler

Da han kom tilbage til Danmark, blev han igen mødt af det gode danske velfærdssystem, som han kendte fra tiden efter blodpropperne.

image

“Fordi jeg var et menneske med stærke ressourcer og ham den kendte fra TV, så fk jeg en bedre behandling.”

Anders Langballe

Selvom han næsten udelukkende har mødt professionelt og empatisk personale i både sundheds- og socialsystemet, så har han også oplevet den ubehagelige side af systemet, fortæller han, og mindes da han efter blodproppen mødte beskæftigelsessystemet:

”Der opdagede jeg at blive behandlet på en måde, som man simpelthen ikke må behandle mennesker. Jeg blev mistænkeliggjort og skulle stå til regnskab for alt muligt. Man behandler mennesker, som i forvejen har en hel masse at kæmpe med, som svindlere og bedragere.”

Trods de ubehagelige oplevelser, så er han sikker på, at kommunen har givet ham en bedre service, end mange andre får: ”Det er jo frygteligt, at det skal være sådan, men fordi jeg var et menneske med stærke ressourcer og ham den kendte fra TV, så fik jeg en bedre behandling.”

Ødegård er god medicin

Anfaldet i New York har været det eneste, han har mærket til epilepsien: ”Nu tager jeg epilepsimedicin og har – 7, 9, 13 – ikke oplevet andet, der er relateret alene til epilepsien. Jeg har stadig mange udfordringer. Jeg skal tænke mig om; jeg skal passe på; og jeg skal indrette mit liv helt anderledes.”

Ud over medicinen så passer han bl.a. på sig selv ved at meditere og tage en middagslur, inden han bliver træt. Men han vil ikke lægge snærende bånd på sig selv: ”Jeg besluttede meget tidligt i forløbet, at jeg skulle indstille mig på en ny virkelighed, men den skulle simpelthen ikke begrænse mig mere end, hvad der absolut er nødvendigt”, siger han og fortæller, at han for eksempel stadig tager alene op på sin ødegård, der liger isoleret langt oppe i Sverige:

”Den bedste medicin, jeg kan få, det er at tage væk, slappe af og være mig selv.”

image

“Det er jo mere end 20 år siden, jeg første gang drak mig fuld sammen med Mette Frederiksen”

Anders Langballe

Anders Langballe er stadig på vej op ad en læringskurve, som han tror andre med kroniske sygdomme som epilepsi kender til: ”Hver gang jeg tænker: ’Nu ved jeg, hvad det her betyder for mit liv’, så kommer der en ny erkendelse. Så jeg ved reelt ikke, hvor langt jeg egentlig er i den erkendelsesproces, for jeg opdager hele tiden: ’Okay, det kan du så alligevel ikke helt’.”

Fuld sammen med Mette

Som journalist havde Langballe bevæget sig rundt på Christiansborg i tyve år. Og før det kendte han mange af de centrale politikere fra sin egen tid som aktiv i ungdomspolitik:

”Det er jo mere end 20 år siden, jeg første gang drak mig fuld sammen med Mette Frederiksen på Oslofærgen i forbindelse med et arrangement i Dansk Ungdoms Fællesråd”, mindes han.

Halvandet år efter, at han fk sine blodpropper og forlod TV2, begyndte han som kommunikationschef hos Danske handicaporganisationer, DH, hvor de mange års indsamlede politiske kontakter skulle bruges til fordel for mennesker med handicap.

Han kom til DH’s store femkantede bygning i Høje Taastrup samtidig med, at Danmark blev lukket ned, og politikerne skulle lave en lønkompensationsordning, der kunne hjælpe de mange mennesker, der ville blive sendt hjem fra lukkede arbejdspladser.

I den ordning politikerne havde forestillet sig, havde de glemt, at der ville være forældre til kronisk syge og særligt udsatte børn, som ville være nødt til at gå hjemme, hvis de ikke skulle risikere at bringe deres børn i livsfare ved at tage Coronasmitte med hjem.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ville gerne hjælpe disse mennesker. Men det var et problem, der gik på tværs af Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet, og det kunne embedsmændene ikke fnde ud af at løse:

”Det gik helt i sort. Og vi vidste i DH, at regeringen var på vej i den forkerte retning,” mindes kommunikationschefen.

Skærmmøde i sidste time

Til sidst var der kun et par timer til, at Peter Hummelgaard skulle mødes med regeringens magtfulde økonomiudvalg, der ville vedtage den mangelfulde kompensationsordning:

”Jeg sendte en sms direkte til Peter Hummelgaard: ’Peter, det I er i gang med nu, er noget skidt, og hvis I gennemfører det, så får regeringen et alvorligt problem.’”, fortæller Langballe: ”Der gik 15 sekunder, så fk jeg en sms tilbage: ’Det er jeg med på. Har I mulighed for at lave et digitalt møde mellem mig og Thorkild nu?”

image

”Nu har jeg brug for at fokusere på lidt færre ting og lige trække vejret”

Anders Langballe

Thorkild Olesen er Danske Handicaporganisationers formand, og Anders Langballe skyndte sig op på 3. sal og fremlagde sagen for ham. Og på ingen tid blev der sat et møde op, hvor DH-formanden og et par folk sad på den ene side af skærmen over for ministeren, der havde en hel række embedsmænd bag sig, fortæller Anders Langballe:

”Thorkild fortalte alle mulige ting om, hvorfor det var nødvendigt, at man hjalp de her pårørende. Jeg kan huske, at han på sin Thorkild-måde sagde: ’Peter, jeg ved ikke, hvad I kalder det på Amager, hvor du kommer fra. Men der hvor jeg kommer fra, vil det være rigtig, rigtig træls.’”

Opsangen fra DH-formanden var noget ministeren kunne bruge, kunne Langballe se. Nu kunne Hummelgaard få embedsmændene til at forstå, at det her var noget, de var nødt til at løse:

”Om mandagen fik vi så at vide, at det, der var fuldstændig umuligt om fredagen, det kunne nu lade sig gøre.”

Den historie er et af de eksempler, han har på, at han i sin tid i DH sammen med dygtige folk har været med til at flytte ting. Men selvom det har været et spændende arbejde, som han har været glad for, så har han valgt at stoppe:

”Nu har jeg brug for at fokusere på lidt færre ting og lige trække vejret”, siger han: ”Det er jo en virkelighed mange mennesker med epilepsi skal indstille sig på at leve i.”

Kilde

Artiklen har været bragt i bladet Epilepsi nr. 2 2021

Tilmeld vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om epilepsi, forskning, debat og informationer om foreningen.

Tilmeld vores nyhedsbrev