Fem gode råd når du skal samarbejde med kommunen  

Forbered dig, spørg, gentag, tag initiativ og kend reglerne. Sådan lyder rådene fra to eksperter, når du skal samarbejde med fagpersonale i fx behandlingssystemet eller kommunen

 

Det kan være en udfordring at samarbejde om et så godt resultat som muligt, når man skal mødes med nogen fra sundhedsvæsenet for at følge op på behandlingen eller have et møde hos kommunen om støtte. Vi har spurgt specialkonsulent hos Komiteen for Sundhedsoplysning Malene Norborg Petersson og Epilepsiforeningens socialrådgiver Helle Obel om deres gode råd.

1 Forbered dig

Ud fra de redskaber man arbejder med på Komiteen for Sundhedsoplysningers ”Lær at tackle”-kurser, råder Malene Norborg Petersson til, at du, hvis det drejer sig om samarbejde med sundhedsvæsenet, noterer eventuelle ændringer hos den syge, som du – efter aftale med den syge – gerne vil tale med sundhedspersonalet om. Fx ændringer i symptomer, øget behov for hjælpemidler og humørsvingninger. Fortæl om forandringer og mønstre, du har observeret. Lav en liste over dine vigtigste bekymringer og spørgsmål. Stil dine spørgsmål i starten af mødet. Hvis du har mere end 2-3 spørgsmål, så giv hele listen til fagpersonen, men forvent ikke svar på mere end 2-3 af dem under mødet. Fagpersonen bør dog se hele listen, da der kan være ting, du ikke tillægger særlig betydning, som er vigtige set fra en fagpersons synspunkt.

Epilepsiforeningens socialrådgiver Helle Obel tilføjer, at hvis der er tale om samarbejde med kommunen, så er det relevant at oplyse om ændringer i mere end blot helbredstilstand hos den, det handler om. Hele familiens situation – bredt set – kan have en betydning for evt. indsatser. Det kan dels være hvordan familiemedlemmerne har det dels om der er sket ændringer vedr. beskæftigelse, boligforhold, samliv, evt. søskende og andet, der påvirker familien og den, det handler om.

2 Spørg

Stil spørgsmål om, hvad du kan forvente, fx om omfanget af hjælp, hvordan, hvornår og af hvem hjælpen gives, fx af kommunen. Spørg også om, hvor du ellers kan få svar på dine spørgsmål, hvis den person, du taler med, ikke kan hjælpe. Sådan lyder Malene Norborg Petersson på baggrund af de ”Lær at tackle”-kurser, hun arbejder med.

Socialrådgiver Helle Obel råder også til, at man beder om en klar og gerne skriftlig bevilling, så der ikke er tvivl om, hvilken hjælp der igangsættes.

3 Gentag

Gentag overfor fagpersonen de centrale punkter, I har talt om, fx hvilken hjælp I får, hvornår hjælpen iværksættes, næste skridt osv. Det giver begge mulighed for at rette eventuelle misforståelser. Det er også en god ide at tage notater, så du kan huske, hvad I har talt om, siger konsulenten fra Komiteen for Sundhedsoplysninger.

Epilepsiforeningens socialrådgiver minder om, at her kan man også bede om aktindsigt, så man kan se hvad den kommunale myndighed har noteret og kontrollere, om det er i overensstemmelse med dels hvad man selv mener at have oplyst, dels selv har forstået, hvad der iværksættes.

4 Tag initiativ

Hvis noget forhindrer dig i at følge eventuelle anvisninger, så sig det. Bed fagpersonen om at give dig skriftlige instrukser, hvis du har brug for det, anbefaler Malene Norborg Petersson.

Helle Obel fortæller, at man altid kan bede om en skriftlig afgørelse, hvis ikke kommunen automatisk sender en sådan. Så har man en evt. bevilling/afslag på skrift. En evt. klage er ikke betinget af en skriftlig afgørelse, men der er mindre risiko for misforståelser, hvis der foreligger en skriftlig afgørelse.

5 Kend de grundlæggende regler

Hvis myndighederne ikke overholder de regler og love, der er fastsat for sagsbehandlingen og ikke følger kriterierne i de enkelte paragraffer, der bevilges efter, tilsidesættes retssikkerheden. Det kan derfor være en god ide, at man som borger kender til de grundlæggende regler, som findes på området, siger Epilepsiforeningens socialrådgiver. I en artikel, du kan læse her, ser hun på de retssikkerhedsproblematikker, hun jævnligt støder på i rådgivningstelefonen.

Hun minder bl.a. om, at:

  • Myndigheden har ansvaret for, at sager der behandles, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.
  • En kommune skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt, med henblik på at afgøre. Der er ingen øvre grænse for, hvor lang fristen kan være, men overholdes fristen ikke, skal borgeren have en skriftlig begrundelse for, hvorfor og hvornår sagen så forventes afgjort.
  • Som borger har man ret til at se de papirer, der er i sagen. Det vil sige, at man kan kræve aktindsigt – også løbende, så man kan kontrollere, at der er de oplysninger og facts i sagen, som myndigheden skal bruge for at kunne træffe en kvalificeret afgørelse.
  • Inden myndigheden træffer en afgørelse, skal man høres – en såkaldt partshøring ­ hvis der indgår oplysninger i sagen, man som borger ikke har kendskab til.
  • Du kan læse mere om de grundlæggende regler her.

Kilde

Epilepsiforening og Komiteen for Sundhedsoplysning. Du kan læse om ”Lær at tackle”-kurserne her.

I Epilepsi nr. 3, 2019 havde vi et interview med Malene Norborg Petersson, om hvordan du klarer dig gennem livet som pårørende. Du kan læse interviewet her.