Lone til jobpolitikerne: ”Tage skeen i den anden hånd”

”Det er for vanskeligt at blive visiteret til fleksjob, og ordningen opleves som uhensigtsmæssig for virksomhederne”, skriver Epilepsiforeningens formand i dette debatindlæg

Af Lone Nørager Kristensen, formand for Epilepsiforeningen
lone@epilepsiforeningen.dk

Vi har hørt parolen fra økonomiske vismænd: ”Det går godt i Danmark, vi er midt i et opsving, ledigheden er lav, og der er mangel på arbejdskraft.” Meget afhænger som bekendt af øjnene, der ser. På bagsiden af den medalje finder vi gruppen af mennesker med sygdom og handicap, der ikke ligefrem topper på beskæftigelsesskalaen. Faktisk er ledigheden her meget høj.

En del mennesker med epilepsi er ikke i stand til at passe et job på det man kalder ordinære vilkår. De har brug for særlige rammer omkring deres job. Andre kan slet ikke arbejde, og de skal sikres den rette hjælp og støtte til at indgå i andre former for fællesskaber.

Langt de fleste ledige med epilepsi, vi hører fra i foreningen, nærmest tripper for at blive en del af arbejdsmarkedet og det meningsfulde fællesskab, der ligger i et arbejde. Men det billede har vi reelt set gennem mange år. Og der er brug for, at vi tager skeen i en anden hånd, og får skruet nogle systematiske indsatser sammen.

Jeg tror, vi skal starte med det, som politikerne kan gøre noget ved, så der sikres de rigtige rammer. Se for eksempel på fleksjobordningen. Mange med epilepsi er glade for fleksjob, som har den fleksibilitet, der kan være brug for. Imidlertid står vi med to problemer: Det er for vanskeligt at blive visiteret til fleksjob, og ordningen opleves som uhensigtsmæssig for virksomhederne.

Begge problemer kan løses, hvis beslutningstagerne vil ændre på nogle regler og love.

Epilepsiens konsekvenser er ikke ens for alle. Nogle har ingen problemer med at få og passe et job på ganske almindelige vilkår. Andre har større eller mindre vanskeligheder. Derfor er det vigtigt, at du kender din epilepsi godt. På den måde hjælper du både dig selv og arbejdspladsen med at forstå og hjælpe med udfordringerne.

Det offentliges hjælp skal være rettet mod den enkeltes behov. Det kræver først og fremmest, at de som skal hjælpe med uddannelse og job, forstår sygdommens konsekvenser, og hvordan det kan spille ind på uddannelses­ og beskæftigelsesmulighederne. Derfor skal den rigtige og håndholdte individuelle viden være tilgængelig for den enkelte sagsbehandler på landets jobcentre.

Epilepsiforeningen har i forbindelse med Sundhedsstyrelsens eftersyn af epilepsiområdet peget på, at alle med epilepsi, der har brug for det, og uanset alder, skal tilbydes en neuropsykologisk test, hvor den enkeltes udfordringer afklares præcist.

Disse tests er krævende og dyre. Blandt andet derfor foretages de ikke systematisk nu. Omvendt ved vi fra forskningen, at langt, langt de fleste følgeudgifter ligger andre steder; dagpenge, sygedagpenge, pension osv. Så her kan et dyrt og besværligt redskab faktisk sagtens risikere at tjene sig hjem – mange gange endda. For vi skal vide, hvad der virker, og hvad der ikke virker for den enkelte, og hvordan evt. kognitive problemer spiller en rolle for arbejdsevnen. Her kan disse tests være et uhyre vigtigt redskab.

Men det kan vældigt let blive et ufrugtbart slagsmål mellem regionerne og kommunerne, hvor man ikke holder øje på bolden. Det er simpelthen for ærgerligt. Så lad os tage skeen i den anden hånd, og få sat fokus på en ordentlig udredning og afdækning – sammen med en håndholdt indsats er det vejen frem i min optik.

Kilde

Indlægget har været bragt som leder i Epilepsi nr. 4 2019. Du kan hente en smagsprøve på bladet her (pdf).