Sagen om vold mod en beboer på Sødisbakke med epilepsi og udviklingshæmning er anket til landsretten
40 dages ubetinget fængsel og frataget retten til at arbejde i plejefunktioner de næste tre år. Sådan lød dommen, da byretten i februar, dømte i sagen om en støttepædagog, der blev dømt for at slå en værgeløs beboer fra Sødisbakke. Beboeren havde epilepsi og udviklingshæmning, og hændelsen skete under et behandlingsforløb på Epilepsihospitalet, hvor episoden blev videofilmet af et overvågningskamera.
Men hverken forsvareren for den tidligere ansatte på Sødisbakke eller statsadvokaten er tilfredse med dén dom, og sagen er derfor nu anket til Østre Landsret (billedet), fortæller Randers Amtsavis. Mens den tiltalte har anket til frifindelse, har Statsadvokaten anket til skærpelse af straffen.
Hvilken hårdere straf, anklageren vil gå efter i landsretten, vil Statsadvokaten dog ikke afsløre inden selve retssagen, skriver Amtsavisen.
Epilepsiforeningen følger naturligvis sagens videre forløb i landsretten, og vil rapportere når der foreligger en ny dom.